Fra en mark i den sydlige del af Auxey-Duresses grænsende mod Meursault med meget kalkholdig jord. Marken har en let hældning og ligger østvendt. Auxey-Duresses er i Frankrig kendt som en ”hemmelig” appellation med fin mineralitet og rigtig god værdi for pengene. Vinen fremstår med ren frugt og elegance. Den dufter af let krydret citrus og appelsin, og er med flot mineralitet.
René Langdahl fra Gastro Magasinet nr. 218 - Februar 2025. (Anmeldelse af 2022 Auxey-Duresses Blanc)
"Meget nyklassisk hvidt bourgogneudtryk, diskret reduktion med benzenmetanthiol, sprødmør pære, røget smør og saltede, hvide ribs. Pur og ren, åben og pågående og ligefrem. Ingen grund til at pakke det hele ind eller gemme det bort bag palisader. Rigtig 22'er-koncentration med tilsvarende syre, og når det lykkes som her, er det en magisk kombination. Salt, kalket og skarp, let bitter fra stof fra skallerne. Brænder af mineralsk og grænsemoden intensitet, ikke af alkohol! Florence Cholet har overtaget familiedomænet Cholet-Pelletier i 2019 og drejet det mod økologisk og højaktuel vinstil. En Coming Star?" 5 stjerner ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️
Rasmus Palsgård anmelder i artiklen "Ny bourgognestjerne i sigte" til Ritzau/Avisendanmark.dk d.15. Maj 2025. Bedømt på en skala fra 1-6 ud fra sammenhæng mellem pris og kvalitet. (Anmeldelse af 2022 Auxey-Duresses Blanc)
"Auxey-Duresses er nabokommune til Meursault og byder ofte på en generøsitet lig den, man oplever i vinene fra mere anerkendte Meursault, blot til en lavere pris. Næsen byder på en flot forening af moden frugt i form af citrus, fersken og gule æbler suppleret af en elegant doseret mængde fad, som bidrager med lette noter af vanilje og karamel uden at overtage styringen. I munden pirrer den intense syre og mineralitet hele munden og trækker masser af mundvand. Frugten er fuldmoden og rig uden at blive svulstig, og eftersmagen er lang og klokkeklar med en sitrende smag af citrus. Virkelig godt!" 6 stjerner ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️⭐️
100% Chardonnay.
Alhohol: 13%
Helflaske 0,75 liter
Allergener: Sulfitter