Vitacée - David Vérot

Beaune



Vi er glade for at kunne fortælle at vi har lavet en import aftale med dygtige David Vérot i Beaune. Han har siden 2022 årgangen lavet sine egne vine under négociant navnet Vitacée.


David Vérot arbejder desuden til dagligt som winemaker hos Domaine des Croix i Beaune. Her arbejder han både i kælderen og i markerne.


Det er bragende gode vine, som vi blev meget imponerede over, da vi smagte dem i efteråret 2023. Stilen i vinene er en mellemting mellem de meget frugtdrevne moderne producenter, og det mere traditionelle Bourgogne med mere dybde og kompleksitet. Der er en virkelig god balance i Davids vine mellem frugt, syre og struktur.

 

Han lavede i alt 3 vine i hans første årgang i 2022. En hvid Mâcon Chardonnay, en hvid Monthélie ‘Les Hauts Brins’ og en rød Monthélie ‘Les Plantes’. De er alle virkelig flotte og med ren frugt, syre og elegance.







VINENE:



Mâcon Chardonnay Blanc

100 % Chardonnay. Vinen fremstår med hvid frugt, grønne æbler og citrus noter i næsen. Samtidig en fin sprødhed med syre blandet med en smule fylde og rundhed i smagen. En virkelig lækker og frisk hvid Bourgogne. Vinmarken ligger i AOC kommunen ’Chardonnay,’ og vinstokkene er ca. 45 år gamle. Marken er økologisk drevet. Vinen ligger 50% på ståltank og 50% på brugte fade i 10 måneder. Derefter bliver den samlet på ståltank i 4 måneder. David foretager ingen battonage eller pumpover.  Der er procuceret i alt ca. 1.000 flasker.

 


Monthélie ‘Les Hauts Brins’ Blanc

100 % Chardonnay. Monthélie ‘Les Hauts Brins’ har mere dybde og fylde end Davids hvide Mâcon. Vinen dufter og smager af hvid frugt, pære, lime og en snert af smør. En meget elegant vin med præcis og ren frugt med mineralske noter. Marken ligger grænsende op til Volnay og har ca. 20 år gamle vinstokke. Den har ligget 50% på nye fade og 50% på brugte fade i 12 måneder, og er derefter samlet på ståltank i 4 måneder. Heller ikke her er der udført noget battonage eller pumpover. Der er procuceret i alt ca. 570 flasker.

 


Monthélie ‘Les Plantes’ Rouge 

100 % Pinot Noir. Vinen dufter fantastisk af jordbær, hindbær og har let ristede noter med en slutnote af kakaobønner. Den har en meget let og forfriskende syre, som giver en virkelig flot og læskende ren frugt. Marken ligger grænsende op til selve Monthélie på den vestlige side. Vinstokkene er ca. 50 år gamle. Den alkoholiske fermentering foregår i ståltank i 12 dage med ca. 20% hele klaser. David laver pumpover hver anden dag og 2 gange battonage i slutningen af fermenteringen. Vinen ligger på 50% nye fade og 50% brugte fade i 14 måneder før den bliver samlet på ståltank i 2 måneder. Der er procuceret i alt ca. 570 flasker.