Maison Noblet-Gauthier

Beaune

Maison Noblet-Gauthier er beliggende i Beaune. Det er et samarbejde mellem 3 venner, François Gauthier, Quentin Noblet og Justine Pillot. De har alle 3 flere års erfaring i vinbranchen fra blandt andet Albert Bichot, Sylvain Pataille og Priere-Roch. 2022 er deres første årgang. Noblet-Gauthier blev startet af François og Quentin og Justine er kommet til lidt senere.

Det er fantastiske vine, som imponerede os stort, da vi smagte dem i juli måned 2024 i Beaune. Stilen i vinene er en kombination af de moderne saftige Bourgogne-vine og de mere klassiske old school vine med mere dybde og potentiale. Efter vores mening har de både frugten, dybden og balancen til at imponere stort i glasset.

Deres hvide vine er kendetegnede ved moden frugt med let flintede cremede noter og samtidig en fin syre, som gør at man har lyst til en slurk mere. De laver 3 hvide: Bourgogne Côte-d’Or Blanc, Monthélie ’Les Hauts Brins’ Blanc og Meursault ’Les Clous’ Blanc. Den hvide Monthélie er den mest ranke og friske af de 3 vine, imens Meursault ’Les Clous’ har de klassiske fede Meursault noter. Deres Bourgogne Côte-d’Or Blanc er en virkelig vellavet Bourgogne Blanc, som byder på både ren frugt og fin syre.

Maison Noblet-Gauthier laver 4 forskellige røde vine: Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune ‘La Combotte’ Rouge, Monthélie ‘Les Romagniens’ Rouge, Côte de Nuits-Villages Rouge og Ladoix Rouge. Stilen i de røde vine er med moden rød frugt med let laktiske og cremede noter. Smagen er flot med frugt, fine tanniner og syre. Det er svært at fremhæve nogle af vinene fremfor de andre her, men Côte de Nuits-Villages Rouge er helt formidabel. Både Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune ‘La Combotte’ Rouge og Monthélie ‘Les Romagniens’ Rouge er helt åbne og drikkeklare nu, i mens Ladoix Rouge har lidt struktur og syre og har godt af lidt luft eller lidt tid i kælderen.

 

Alle vinene ligger på egefade i ca. 12 måneder, hvor af omkring 20% er nye. De foretager en nænsom ekstraktion og intervention for bedst muligt at udtrykke de enkelte terroirs. Alle druer er selvfølgelig høstet ved håndkraft og afstilket ved langsom hastighed for at bevare flest mulige druer intakte.





VINENE:



Bourgogne Côte-d’Or Blanc

100% Chardonnay. Druerne kommer fra en mark i Meursault. Vinen dufter virkeligt lækkert med let flintede og cremede noter af hvid pære, lime, melon og mandler. Smagen er lækker frisk med lidt syre. Med lidt luft bliver smagen mere cremet og får mere fylde.

 

 

Monthélie ’Les Hauts Brins’ Blanc

100% Chardonnay. Vinmarken er fyldt med kalksten og det giver en rank og mineralsk vin med flot energi. Den dufter dejligt af citrus frugter, agurk, flint og mandler. Smagen er ligeledes med citrus og fin syre. Med lidt tid i kælderen vil den får mere fylde.

 

 

Meursault ’Les Clous’ Blanc

100% Chardonnay. Vinmarken ’Les Clous’ ligger ved siden af ’Les Tillets’ og ’Les Narvaux’ op mod skoven på bagsiden af Meursault. Det er en vidunderlig Meursault med klassiske noter. Den dufter fantastisk af honning, brioche, smør og flint. Smagen er ligeledes super attraktiv med fedme samtidig med en let forfriskende syre. Et super glas Meursault!

 

Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune ‘La Combotte’ Rouge

100% Pinot Noir. Der er brugt ca 35% hele klaser. En virkelig indbydende duft af jordbær og hindbær med lækre let cremede laktiske undertoner. Den har fine bløde og saftige tanniner. Meget imødekommende og drikkeklar.

 

Monthélie ‘Les Romagniens’ Rouge

100% Pinot Noir. Vinen dufter dejligt af kirsebær, hindbær blandet med laktiske noter, som giver associationer til en lækker bær smoothie. Tanninerne er fløjsbløde og let cremede, og samtidig en fin syre til at give friskhed. Den har en god fylde og dybde.

 

Côte de Nuits-Villages Rouge

100% Pinot Noir. Druerne stammer fra Corgoloin. Duften springer op af glasset med røde bær, kirsebær. Det dufter rigtigt god. Smagen er lækker med cremede fløjsbløde tanniner. Samtidig rigtig god dybde i vinen. Den er meget charmerende nu, men kan godt gemmes i kælderen.

 

Ladoix Rouge

100% Pinot Noir. Dufter mere af mørkere bær i forhold til deres øvrige røde vine. Solbær, brombær og en snert af fad. Der er også lidt lakrids med let krydrede noter. Smagen har lidt struktur, men også rigtigt fint dybde og volume.