Domaine Florence Cholet

Corcelles Les Arts

Bæredygtighed: Økologisk


 

Florence Cholet laver elegante vine med ren frugt og virkeligt flotte terroir udtryk. Vi synes hun er et kæmpe talent. Hun har fra 2019 overtaget familiens domæne, Domaine Cholet-Pelletier, og omdøbt det til Domaine Florence Cholet. Domænet er placeret i Corcelles Les Arts lige øst for Puligny-Montrachet. Domænet har marker i Puligny-Montrachet, Meursault, Saint-Romain og Auxey-Duresses, og er på ialt 7,5 ha, svarende i 2022 til en årlig produktion på ca 22.000 flasker.

 

Florence har en kandidatgrad i Ønologi og har arbejdet ved mange forskellige vinproducenter rundt omkring i verden. Chapoutier (Rhone), Pibarnon (Bandol), Walla Walla (USA) og de 3 australske Eldrige Estate, Paradigm Hill og Curly Flat. Hun returnerede til Bourgogne i 2014, og arbejdede sammen med hendes forældre, indtil de gik på pension.

Hun arbejder så bæredygtigt som muligt uden brug af sprøjtemidler, og bruger meget tid i vinmarkerne på at give vinstokkene de bedste betingelser for at producere balancerede druer.

 

Florence Cholet’s mål er at lave vine med ren frugt og friskhed, som bevarer de fine nuancer fra Chardonnay og Pinot Noir. Hun bruger 20-25% nye fade på hendes vine fra Puligny-Montrachet og Meursault og en endnu mindre andel på hendes øvrige vine. Hun vil gerne minimere påvirkningen fra fadene mest muligt.

Hendes hvide vine bliver presset i hele klaser i en Vasselin-presse og får lov til at ligge i 24 timer før fermenteringen begynder i fadene. De røde vine bliver nænsomt presset for at bevare størst mulig friskhed og fine nuancer og bliver ikke filtreret. Alle hendes vine ligger på fad i ca. 12 måneder.



Bourgogne Aligoté

100% Aligoté. 2020 er første årgang for Florence Cholets Aligoté. Hun har tidligere solgt druerne til négocianter. Det er en glimrende Aligoté med masser af krydret frugt og meget fin energi og syre. Den passer perfekt til skaldyr, asparges og forårets og sommerens lette retter.

 

Bourgogne Cote d’Or Blanc

100% Chardonnay. Côte d’Or er en ny regional appellation fra 2017 som garanterer, at druerne kommer fra enten Côte de Beaune eller Côte de Nuits. I det her tilfælde er det fra marker i Puligny-Montrachet og Meursault. Vinstokkene er ca. 35 år gamle. Det er en meget tilgængelig og elegant vin med noter af hvide pærer og ferskner med god friskhed.

 

Auxey-Duresses Blanc

100% Chardonnay. Fra en mark i den sydlige del af Auxey-Duresses grænsende mod Meursault med meget kalkholdig jord. Marken har en let hældning og ligger østvendt. Auxey-Duresses er i Frankrig kendt som en ”hemmelig” appellation med fin mineralitet og rigtig god værdi for pengene. Vinen fremstår med ren frugt og elegance. Den dufter af let krydret citrus og appelsin, og er med flot mineralitet.


Meursault

100% Chardonnay. Druerne stammer fra ’Sous La Velle’ marken. Der er klassiske Meursault-noter med fed frugt og smør. Med lidt tid i glasset frisker vinen op, og bliver mere mineralsk i sit udtryk. En helt formidabel Meursault.

 

 

Puligny-Montrachet Blanc

100% Chardonnay. Druerne kommer fra 2 lieu-dit marker, Les Levrons og La Rousselle. Vinstokkene er henholdsvis 60 og 30 år gamle. Begge marker ligger tæt på grænsen til Meursault. Vinen har et klassisk udtryk af Puligny-Montrachet med florale noter, citrus og en fin syre.

 


Puligny-Montrachet Les Enseignéres Blanc

100% Chardonnay. Les Enseignéres er en af de mest kendte lieu-dit marker i Puligny-Montrachet. Marken ligger ved siden af Grand Cru markerne, Bâtard-Montrachet og Bienvenues-Bâtard-Montrachet. Vinstokkene er her 70 år gamle. Det er en fantastisk vin med noter af appelsinskal, hvid fersken, citrus og en ekstra volumen, der samlet gør at den klart kan konkurrere med mange Premier Cru vine.



Bourgogne Hautes Côtes de Beaune Rouge

100% Pinot Noir. Vinen fremstår flot med let grillede mørke bær, blandt andet solbær. Det er en elegant vin med fin dybde og ekstrakt, som giver vinen en flot lang smag for en regional vin. Den smager bragende godt.

 


Saint-Romain ‘Sous La Velle’ Rouge

100% Pinot Noir. ‘Sous La Velle’ er en af de mest kendte marker i Saint-Romain. Marken ligger relativt højt og er sydvendt. Vinen har en rigtig god dybde med rene mørkerøde bær og vibrerende syre og elegante tanniner. Den smager virkeligt godt.


 

Auxey-Duresses Rouge

100% Pinot Noir. Druerne kommer fra en enkelt mark tæt på Meursault og Monthelie. Vinstokkene er ca. 60 år gamle. Det er en lækker, let og elegant vin med noter af lyse kirsebær og jordbær. Tanninerne er delikate og lette. Et virkeligt fint udtryk af Pinot Noir.


 

Auxey-Duresses 1er cru ‘Les Ecussaux’ Rouge

100% Pinot Noir. Marken er kendetegnet ved mange kalksten og ligger grænsende op til både Meursault og Monthelie. Det er kun en del af ’Les Ecussaux’ som er klassificeret som premier cru. Vinen fremstår flot og elegant med florale noter og mørkerøde bær. Den har en fin mineralitet og dybde i smagen. Den er tilgængelig allerede nu, men vil udvikle sig flot i kælderen over de næste 8-10 år.