Benoît Pagot

Nuits-Saint-Georges


NYHED - Ny producent


Vi er utroligt glade for at vi har lavet en import-aftale med Benoît Pagot i Nuits-Saint-Georges.


Benoît laver fantastiske hvide Crémant de Bourgogne, Bourgogne Aligoté og Bourgogne Blanc. Han planlægger desuden en løbende udvidelse af sortimentet med nye appellationer.


Han laver vine med elegant frugt, lidt fedme og fint balanceret syre. Samtidig har de en flot dybde, som giver karakter.

Alle druerne i hans vine er udvalgt fra vinmarker, som er økologisk drevet med størst muligt respekt for terroir og natur.


Benoît laver også en Aligoté lagret på cognac fade. Det lyder måske en smule voldsomt, men det giver et helt utroligt flot aftryk på vinen.


Benoît er uddannet ønolog og har arbejdet som wine maker for bl.a. Domaine Jérome Galeyrand, Domaine Jean Fournier og Domaine Gouffier. Der er ingen tvivl om at Benoît har baggrunden og kvalifikationerne i orden. Han er desuden med i 'Les Aligoteurs', som er en sammenslutning af seriøse Aligoté producenter.

 

Benoît har heldigvis prissat sine vine fair. Vi synes, at de er fantastisk værdi for pengene og håber du også har lyst til at prøve dem!



VINENE:


Aligoté 'Charente Cask' IGP

100% Aligoté. Vinmarken befinder sig i Sainte-Marie-la-Blanche på en nordvendt skråning. Sainte-Marie-la-Blanche er beliggende ca 8-10 km øst for Meursault. Vinen har en IGP  klassifikation – Indication Géographique Protegée. Det er fordi, at vinmarkerne ligger udenfor Bourgogne AOP-området. Jordbunden i marken består fortrinsvis af silt. Vinen har ligget 12 måneder på 350 liter brugte cognac fade (Charente) og efterfølgende 12 måneder på ståltank. Cognac-fadene har ikke været renset før brug. Fadene giver et spændende krydret og komplekst udtryk til vinen. Vinen dufter fantastisk af varme krydderier blandet med citrus og lime. Cognac-fadene giver et flot præg og mere dybde til vinen. Et super glas.

 

Bourgogne Aligoté ’En Verdot’

100% Aligoté. Vinmarken ’En Verdot’ er beliggende i Saint-Romain på en stejl skråning. Jordbunden består fortrinsvis sand- og kalksten. Vinen har lagret i alt 24 måneder. Først 12 måneder på 400 liters fade og derefter 12 måneder på ståltank. Vinen dufter dejligt af modne gule frugter og lime. Smagen er cremet med lidt fylde, citrus og lime.

 

Bouzeron La Fortune

100% Aligoté. Vinmarken ligger i appellationen Bouzeron, som producerer udelukkende Aligoté. ’La Fortune’-marken ligger mod sydøst og får derfor masser af sol. Vinen har lagret 24 måneder i alt. Først 12 måneder på 228 liters fade og derefter 12 måneder på ståltank. De små fade er valgt for at fremhæve frugten og rundheden i vinen. En helt igennem fantastisk Aligoté med masser af cremede modne gule frugter i både duft og smag. Det hele i balance med lidt lime og en fin syre.

 

Bourgogne ’Le Vignot’

100% Chardonnay. Druerne kommer fra Mâcon og appellationen ’Igé’. Vinmarken ligger stik øst på en skråning. Jordbunden består af fortrinsvis silt og kalksten. Vinen har lagret i alt 24 måneder. Først 12 måneder på 228 liters fade og derefter 12 måneder på ståltank. De små fade er brugt at tilføre noget fylde og fremhæve frugten. Vinen dufter af æbler og hyldeblomst. Smagen er fyldig med frugt og en fin syre. Det er en hvid bourgogne som alle vil kunne lide.

 

Bourgogne ’Les Craies’

100% Chardonnay. Vinmarken er beliggende i Epineuil tæt på Chablis. Marken er sydvendt på en svag skråning. Jordbunden består meget af kalk og lidt silt. Den har lagret først 12 måneder i henholdsvis 400 og 228 liter fade. Derefter yderligere 12 måneder på ståltanke. Fadene er nøje udvalgt for at understøtte et mineralsk og flintet udtryk i vinen. Vinen er lettere reduktiv med modne æbler og en snert af flint. Smagen er mineralsk med noter af lime og citrus.

 

Crémant de Bourgogne ’Equilibre’

60% Chardonnay og 40% Pinot Noir. Druerne kommer fra marker ved Epineuil tæt på Chablis. Vinifikationen sker i ståltank i minimum 24 måneder, og samlingen af de 2 druesorter sker for at skabe en balance mellem strukturen i Pinot Noir og finessen i Chardonnay – ’Equilibre’ . Crémant’en har lagret minimum 6 måneder efter degorgeringen. Den har fået tilført 4 gram sukker i dosage og er derfor ’Extra-Brut’.

Et virkeligt godt og frisk glas bobler til en flot pris.

 

Crémant de Bourgogne ’Les Valnoirs’ Blanc de Noirs

100% Pinot Noir. Druerne kommer fra en sydøst vendt mark ved Epineuil tæt på Chablis. Jordbunden består fortrinsvis af lidt silt og masser af kalksten. Druerne har opnået fuldt modenhed for at maksimere duft og aroma og undgå en eventuel chapitalisering. Vinen får ikke tilført noget sukker i dosage og derfor ’Brut Nature. Vinifikationen er foregået i 400 liter fade i minimum 36 måneder og lagret i minimum 6 måneder efter degorgeringen. Crémanten har dybde og den mørke frugt fra druerne. Et imponerende glas Crémant. NB. Vær opmærksom på at der fejlagtigt står Blanc de Blancs på etiketterne.

 

Crémant de Bourgogne ’Les Froberts’ Blanc de Blancs

100% Chardonnay. Druerne kommer fra en nordøst vendt marked ved Epineuil tæt på Chablis. Jordbunden består fortrinsvis af kalksten, som er karakteristisk for Chablis. Druerne er modnet fuldt ud for at undgå chapitalisering og få de bedste aromaer og dufte fra vinen. Vinifikationen er foregået i 400 liter fade i minimum 36 måneder og lagret i minimum 6 måneder efter degorgeringen. Vinen får ikke tilført noget sukker i dosage og derfor ’Brut Nature. En lækker crémant med ren frugt, friskhed og mineralitet.



Aligoté 'Charente Cask' er lagret på cognac fade